Grænser og afgrænsning er ofte et tema, både i parterapi, individuel terapi og familietrapi. Derfor har jeg skrevet dette indlæg, for at belyse hvor vigtigt det er, at vi kan mærke os selv, så vi kan mærke vores grænser, men også, så vi kan vise andre, hvor vores grænser er. For hvis vi er gode til at vise vores grænser til andre, altså at afgrænse os, får vi ikke så let overskredet vores grænser. Når vi får overskredet vores grænser, bliver vi vrede, kede af det, forvirrede, afmægtige eller ligefrem følelsesløse, så vi ikke skal mærke det ubehagelige.

Fysiske grænser

Der er en grænse for hvor fysisk tæt vi kan lide at være på andre. Den fysiske intimsfære er det rum, der er mellem vores krop og det sted vi gerne vil have, at andres krop bremser op, hvis den kommer os nær. Det kan variere fra kultur til kultur hvor tæt vi synes en fremmed må stå på os. Prøv at forestil dig en fremmed der står ved det sammen busstoppested som dig. Hvor tæt kan den person stille sig på dig, før du synes det bliver mærkeligt? Hvordan vil du vise den person, at han eller hun er for tæt på dig? Er det svært?

Hvis du går en tur med din partner, så er der også en grænse for, hvor tæt du synes han eller hun kan gå ved siden af dig. I dén situation har vi det forskelligt. Nogle vil helst holde i hånd, mens andre føler sig begrænsede hvis de ikke kan svinge med armene mens de går. Der er også forskel på hvor tæt man ønsker at være, når man er nyforelsket og så, når man har været sammen i flere år.

Det er så vigtigt at lære at mærke sine egne grænser.  Lige så vigtigt er det at lære at vise sine grænser til omgivelserne. Ellers bliver de overskredet igen og igen. Af partneren, af arbejdsgiveren, af børnene, af dine egne forældre…

Jael Lauritzen

Nogle mennesker elsker at ligge viklet ind i deres partner, når de skal sove. Andre vil have deres egen dyne og ingen skal røre dem mens de falder i søvn. De vil være sig selv.

Personlige grænser

Der er også andre grænser end de fysiske. De handler om, hvad vi vil være med til. Her kan det være vanskeligt for dine omgivelser at vide præcis hvor dine grænse går, hvis du ikke viser dem tydeligt.

For mange kan det være svært og føles unaturligt at være tydelig i sin afgrænsning. Tag f.eks medarbejderen, der gerne vil være én man kan regne med, og derfor siger ja til flere og flere arbejdsopgaver, som han egentlig ikke har lyst til. Hans grænse for hvad han har lyst til, er for længst overskredet, men han får ikke sagt fra. Det kan man få stress af.

Seksuelle grænser er også en vanskelig størrelse. Hvad har den ene lyst til? Hvad har den anden lyst til? Og kan de mødes i det? Det kan de, hvis de kan vise hvor deres grænser går. Hvis de kan sige fra, hvis der er noget de ikke har lyst til, og er trygge ved at fortælle hvad de gerne vil.

Afgrænsning – afvisning

At sætte en grænse eller ”afgrænse sig” indebærer altid en form for afvisning af den man afgrænser sig overfor. Det har mange mennesker svært ved, for det er langt fra alle der har fået lov til at afgrænse sig som børn. For at kunne afgrænse sig, skal man kunne mærke sig selv og sine egne behov. Det lærer børn ved, at deres voksne viser i ord og handling, at det, barnet føler er rigtigt.

Et konkret eksempel kunne være barnet, der har fået for meget på sin tallerken og bliver mæt, før tallerkenen er tom. Men ”man” skal spise op, så vi nøder barnet til at spise mere end det faktisk kan mærke, at det har behov for.

Men vi skal også kunne tilsidesætte egne behov

Det er altid en balance at afgrænse sig og der er selvfølgelig situationer, hvor vi må strække os og sætte vores egne behov til side, f.eks. når vi har børn vi skal passe på og hvis basale behov ikke kan tilsidesættes. Det er en anden snak. Men når du afgrænser dig, bliver du så dejligt tydelig for de mennesker der omgiver dig i din hverdag, og du passer på dig selv, når du gør det.  

Har du svært ved at mærke og sætte grænser og har du lyst til at gøre noget ved det? Så kontakt mig for en uforpligtende snak.