fbpx

En beretning om Sårbarhed og om at være studerende på en oplevelsesorienteret, familieterapeutisk uddannelse

Jael Lauritzen (2018)

I denne artikel vil jeg fortælle om, hvordan det er at være studerende på uddannelsen til familie- og psykoterapeut på DFTI, Dansk Familieterapeutisk institut. Artiklen tager udgangspunkt i mit eget liv og mine egne oplevelser. At være studerende på uddannelsen til familie- og psykoterapeut på DFTI er som en indre rumrejse. For at kunne beskrive min rejse, må jeg lukke jer ind i mit univers. Ellers bliver artiklen blot en fortælling om, hvad DFTI står for, og det kan I google jer frem til. Det har kostet en del grublerier over, hvorvidt jeg havde lyst til at fortælle om mig selv, så personligt, som jeg føler det er nødvendigt, for at skrive netop denne historie. Men jeg har besluttet at I skal have den.

Min opvækst

Jeg er vokset op uden en far. Da jeg var omkring 4-5 år gammel, skete der nogle ting, der gjorde, at min mor ikke kunne være mor, og valgte at forlade mig. Det skete flere gange og varede fra nogle uger op til flere måneder. Så blev jeg passet af andre mennesker, venner og bekendte og mine bedsteforældre. Min bedstefar var den mest stabile person i min barndom.

Sådan en opvækst er der nogle børn der ikke kan tåle, andre kommer igennem, og ud på den anden side, med den psykiske sundhed i behold. Jeg er heldig, for jeg hører til den sidste gruppe.

Uddannelse og arbejdsliv

Efter 12 års skolegang på en Steinerskole, gik der nogle år med at rejse, arbejde og tage studentereksamen (Steinerskoler bruger ikke eksamen). Så kom jeg i lære som skrædder og det førte mig, ad kringlede veje, videre til skolemiljøet. Sidenhen uddannede jeg mig til skolelærer.

Som lærer blev jeg engageret i de børn, der ikke rigtig trivedes, og meget hurtigt søgte jeg ud i specialområdet. I mit arbejde som lærer på specialskoler, talte jeg med mange forskellige slags familier. Jeg lærte om diagnoser og om at ”se bagom adfærden”. At være undersøgende og nysgerrig.

Første gang jeg hørte om familieterapi, var jeg midt i tyverne. Min onkel og tante havde været på noget familieterapeutisk uddannelse. Jeg syntes det lød vildt spændende, men der skulle gå 21 år før jeg startede på uddannelsen til familieterapeut og psykoterapeut på DFTI i København. Jeg er i skrivende stund i gang med 4. og sidste år på uddannelsen.

Elev på DFTI

Uddannelsen varer fire år. På hvert år er der ca. ti moduler af tre dages varighed. Hvert år starter med, at alle på holdet formulerer deres egne fagpersonlige målsætninger. En studerende kan f.eks have fokus på, at al feedback føles som kritik, og undersøge hvad der ligger til grund for det. I løbet af året kan det være, at andre emner popper op og de første fagpersonlige målsætninger træder i baggrunden, eller helt opløses, fordi de får opmærksomhed. Sidst på uddannelsen relateres de fagpersonlige målsætninger mere mod ens professionelle virke som terapeut.

De oplevelser jeg har haft i min barndom, har gjort noget ved min tilknytning (Hart & Schwartz 2008, s. 87-90). Især min tilknytning til kvinder. På DFTI kom jeg på hold med 17 kvinder. Ingen mænd jeg kunne relatere til, som noget trygt og stabilt. Så der har været noget at arbejde med og formulere fagpersonlige målsætninger ud fra.

At blive set

Inde i mig er det ok at fejle, jeg vil endda sige, at jeg er relativt rummelig overfor mig selv, men for andre (især kvinder) vil jeg helst gemme den sårbarhed langt væk. Heldigvis er vores tilknytning noget der kan arbejdes med, over tid. Lars Sørensen skriver om ”At blive set med kærlige øjne” (Sørensen, L. 2013, s. 72).

Mine medstuderende og undervisere har stillet sig til rådighed, lyttet til mig og set mig med kærlige øjne, når jeg pludselig sad og fik en følelse af at være helt forkert. Men det kunne kun ske, fordi jeg fik modet til at fortælle, hvordan jeg faktisk havde det. Det er i sådanne øjeblikke jeg selv har mærket, hvor kraftfuld den terapeutiske relation kan være.

Sårbarhed

Min yndlings TED talk er med Brené Brown. Hun har i mange år forsket i mod, sårbarhed empati og skam, og i denne TED talk, der netop handler om sårbarhed, siger hun bl.a.: ”In order for connection to happen, we have to allow ourselves to be seen – really seen”. (Min oversættelse: For at der kan ske tilknytning, må vi tillade os at blive set, virkelig set) (Brown 2010).

Det er præcis det strukturen i min uddannelse lægger op til, at vi som studerende tillader os selv at blive virkelig set. Når jeg skal formulere fagpersonlige målsætninger, rammer det nogle gange ned i mine sårbareste temaer, jeg henter det frem og taler om det, foran alle mine medstuderende. Jeg tillader at de virkelig ser mig. Det er virkelig svært!

Uddannelsen til familie- og psykoterapeut på DFTI er oplevelsesorienteret, og det ovenfor beskrevne er et eksempel på, hvordan vi også lærer oplevelsesorienteret. Min sårbarhed er ikke enestående. Sårbarhed er en del af det at være menneske. Når jeg deler min oplevelse med mine medstuderende, er der flere andre, der kan relatere til det og måske får vækket noget der ligger dybt nede. De kan forstå mig bedre. De kan spejle mig og der foregår et terapeutisk arbejde nu og her, mens jeg fortæller.

Sådan kommer vi også i berøring med det, der kan være uforståeligt og smertefuldt, så vi kan identificere vores egne følelser og reaktioner og har det på plads, når vi sidder med klienter. Så vi kan skabe en tryg relation og selv være i stand til at se klienten med kærlige øjne. Dét er læringen.

På samme måde virker det at komme til terapi med sin familie. Her er det også en gruppe, der oplever og relaterer sig til noget kompliceret og måske smertefuldt i relationen. Og relationen er her og nu, fordi de er her sammen.

At træne terapi

Det store hold er delt op i mindre hold, lillegrupper. Der dannes nye lillegrupper på første, andet og fjerde år, og ved hver ny holddannelse er vi startet med at fortælle vores livshistorie. Den bliver således fortalt tre gange i løbet af uddannelsen, men hver gang er noget trådt i baggrunden, mens andet får mere betydning. Livshistorierne har betydning for vores egen selvforståelse (Hansen og Mortensen 2017, s. 212).

I lillegrupperne træner vi terapi med hinanden som klienter. Det gør vi også i den store gruppe, men her har vi en underviser med, der støtter og sparrer undervejs med den studerende, der er terapeut. Imens sidder resten af holdet og ser på samtalen. Det kan lyde voldsomt, at så mange lytter med, men der er som regel god kontakt mellem klient og terapeut, og så glemmer de, at der sidder så mange i rummet.

Egenterapi er også en inspirerende kilde, næsten som at være til masterclass. Især på sidste år kan det være et godt supplement til terapien på uddannelsen. Gennem hele uddannelsesforløbet er der tusindvis af sider at læse, men især på fjerde år vægtes teorien højt. Nu begynder vi også for alvor at have egne klienter, så en blanding af egenterapi og supervision kan være en fordel.

Familieweekender

Og så er der weekenderne på henholdsvis andet, tredje og fjerde år, hvor uddannelsen rykker ud af huset med overnatning, og vi har vores partner med den første gang og partner og børn de to næste. Det er ikke ferie, det er hårdt arbejde. Her foregår der undervisning som på instituttet. Men vores familier er med, og kan få lov at komme ”på gulvet” med os, hvis de har lyst. Som altid foregår det sådan, at familien der er ”på”, kommer ind og sidde i kredsen af de andre familier.

En studerende er terapeut og det hele superviseres af to undervisere. Samtalen foregår som udgangspunkt mellem de voksne. Børnene må deltage hvis de har lyst og bliver ikke spurgt direkte om noget, med mindre de selv byder ind. Efter samtalen går familien ud og de andre reflekterer sammen over det de har oplevet under samtalen.

Min familie består af min mand og mig, min mands 3 børn på 9, 13 og 17 år og min søn på 21. De var alle sammen med sidste efterår, og vi gik på gulvet, fordi den yngste var blevet inspireret af at lytte til en anden familie, hvor børnene (som var delebørn) havde talt om, hvor svært det var at skulle skifte mellem to hjem.

Det var noget vores børn kunne relatere til. Men i løbet af samtalen tog det en helt anden drejning og det endte med at blive en samtale mellem min mand og hans 17-årige datter om, hvordan hun havde oplevet at føle sig glemt, fordi jeg kom ind i billedet. Nu, et halvt år efter, refererer hun stadig til dén samtale som skelsættende for hendes relation til sin far. Der skete noget i tilknytningen mellem far og datter, og dén bevægelse breder sig som ringe i vandet til os andre.

Det er dét familieterapi kan. Hjælpe familien med at hjælpe hinanden til at løse problemer og lukke op for relationerne. Og når vi går derfra, har vi en fælles oplevelse, der kan arbejdes videre med i systemet, i familien. Det er dog ikke alle samtaler børn skal med til, men dét er en overvejelse terapeuten skal gøre sig, når forældrene henvender sig første gang.

Jeg har knap ét år tilbage af uddannelsen, og det er helt trist at tænke på, men også spændende. Jeg har mødt nogle fantastiske mennesker, der har set mig med kærlige øjne, og givet mig modet til at tage dem med på min indre rumrejse. Jeg har lært, at jeg ikke behøver rejse alene. Alt sammen erfaringer, som jeg tager med mig i mit professionelle liv som terapeut.

Tak til underviserne og hold 217 på DFTI, min mand og børnene<3

Artiklen er trykt i Tidsskrift for Psykoterapi, nr. 2, juni 2018 kan læses i original udgave ved at klikke på følgende link Om at være studerende på en familieterapeutisk uddannelse

Artikler, Familieterapi, Parterapi

Del artiklen med andre:

Menu
d