julefred kan rime på ensomhed
Jul og ensomhed hænger ofte sammen. Julen er hjerternes fest, men de høje forventninger kan også gå ud over julefred og nærhed og forstærke en følelse af ensomhed. Sidst i dette indlæg finder du et link til en klumme jeg har skrevet i Søndagsavisen.dk. Den handler om, når det er svært at holde jul med familien.
Julen kan overvælde os
Der er mange der elsker juleaften. Især børn glææææder sig til jul. Der er traditioner der skal overholdes og vi har travlt, for alle vil gerne gøre det ekstra hyggeligt i december måned. Derfor kan det også blive en hæsblæsende måned . Hvis man er en børnefamilie. Der er arrangementer i institutioner, skole og måske også et par julefrokoster for de voksne. Hvis det er en delefamilie skal børnene måske både til jul hos mor og far. Så juleaften holdes ad flere omgange.
Nogen børn, faktisk en del, bliver helt overvældede. Både af forventningens glæde, men også fordi de har så travlt. De voksne har også travlt og det kniber måske med overskuddet. Det går ud over nærheden og det, som jo er julens essens: Fællesskab, næstekærlighed og fred.
… hvis der ikke er rum og plads til at være virkeligt nære, så bliver vi i stedet ensomme i julekarusellen. Måske efterlader vi også andre ensomme.
Jael Lauritzen
Plads til nærhed
Hvis vi får alt for travlt med arrangementer, julegaver, madlavning, julekalender osv. så bliver der ikke plads til nærhed. Nærhed er, når vi stopper op og mærker hinanden. Når vi får set hinanden i øjnene og virkelig tuner ind på, hvordan stemningen er hos den anden. Så forbinder vi os med hinanden. Det kan man, når der er ro og fred og dét giver ægte julestemning.
Men hvis der ikke er rum og plads til at være virkeligt nære, så bliver vi i stedet ensomme i julekarusellen. Måske efterlader vi også andre ensomme. Mennesker, der står os nær.
Julespøgelser
Julen er som en forstærker til de følelser vi også har resten af året, men måske kan lægge låg på langt hen ad vejen. Jeg kalder de forstærkede følelser for julespøgelser. Det kan være ensomhed, savn, længsel efter noget, stress, problemer i parforholdet, dårlig kommunikation i familien, mistrivsel hos ét eller flere børn i familien. Nogle mærker det allerede før juleræset starter, mens andre “vågner op” når ferien er slut og tænker “nu bliver jeg/vi simpelthen nødt til at gøre noget ved det her!”. Og der kan faktisk gøres noget.
Hvis I er en familie, der har brug for hjælp til at efterbehandle julens store følelser, så kan familieterapi være nyttigt.
Hvis det er dig alene, der har brug for hjælp med at få styr på noget, så kan individuel terapi være støttende og hjælpsomt.
Er I et par, så er parterapi en måde at få hjælp til at mærke hinanden og finde tilbage til nærhed og intimitet.
Er du ensom i julen?
Hvis du er interesseret i links til nogle af de telefon- og chatlinjer der er åbne i julen, så klik her og kom videre til den klumme jeg har skrevet i søndagsavisen.dk, der handler om mennesker, der ikke har lyst til at holde jul med deres familie. nederst i klummen finder du også nyttige links, og telefonnumre til organisationer, hvor mennesker sidder klar til at tale med dig om det der er svært.